Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Børn og unge
Uddannelse
Bredde

GIV TALENTET EN CHANCE - ELLER TO

Skrevet af Claus Hansen
27. apr 2017Kl. 13:55

Talentchef på herresiden og ungdomslandstræner Claus Hansen har skrevet et blogindlæg om vigtigheden ved tålmodighed og 'commitment'.

Endnu en sæson nærmer sig sin afslutning, og en masse 1998’ere forlader nu ungdomshåndbolden og træder ind i de voksnes rækker. Det kan blive en brat opvågnen for mange, hvis man ikke er forberedt på, hvad der venter én, og trænerne måske heller ikke er blevet forberedt på, hvad der venter.

For det er en helt ny verden – seniorverdenen. Det svarer på mange måder til den dygtige dreng i koret, der pludselig oplever, at stemmen går i overgang. En æra er uigenkaldeligt forbi. Måske når man aldrig tidligere tiders præstationer, måske bliver man bedre end nogensinde før!

But it’s a jungle out there, og der skal træffes mange beslutninger, der kan have stor indflydelse på ens fremtid og ens muligheder.

Det allervigtigste i mine øjne er, at man indser, at de fire første år som senior er ligeså vigtige udviklings- og læreår som de fire sidste ungdomsår. De seneste mange års øgede professionalisering af herrehåndbolden har betydet, at selvom man først for alvor slår igennem i 25-27 års alderen, så kan man sagtens have mere end ti rigtig gode år tilbage af karrieren.

Har man et år tilbage af ungdomsuddannelsen eller lærepladsen, så kan man sagtens tage et enkelt år på lidt lavere niveau kampmæssigt, hvis man bare sørger for at træne ordentligt både på og uden for banen. Er man derimod færdig med ungdomsuddannelsen og ønsker at se, hvor langt potentialet rækker, så giv håndboldkarrieren en chance. Men gør det helhjertet, ellers er det spild af tid - alles tid.

Måske lykkes man ikke første gang, men giv ikke op af den grund. Giv det en chance mere. Det handler nemlig også om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Det er en tilbagevendende diskussion, hvad der vigtigst træningsmiljø eller spilletid. Pudsigt nok har topklubbernes trænere ofte den holdning, at træningsmiljøet er det vigtigste, mens de fleste trænere lidt længere nede i hierarkiet plæderer for, at spilletiden er altafgørende.

Når jeg kigger tilbage på alle de spillere, jeg har haft inde på livet de seneste femten år, bliver konklusionen, at det er individuelt. Det, der er rigtigt for Per, behøver ikke at være rigtigt for Poul.

Nogle brænder sammen og mister motivationen, hvis de sidder for meget på bænken, mens andre trives i et stærkt træningsmiljø, selvom spilletiden er begrænset. Selvindsigt og et realistisk billede af egne evner er et par af nøglerne til at kunne træffe de rigtige beslutninger. I den sammenhæng benytter vi omkring ungdomslandsholdene Garudas Håndboldprofil til at bevidstgøre spillerne om deres motivationsstrukturer.

Nøjagtig som på Apollontemplets vægge i Delfi, kunne der sagtens stå ”Kend dig selv” på døren ind til U18-spillernes omklædningsrum.

Have a little patience 
Men én ting er sikkert. Det er et must at træne mere end tre gange om ugen, og det er en stor styrke at være i et miljø, hvor den fysiske træning er superviseret.

En anden vigtig nøgle til en succesfuld overgang til seniortiden er at lære at lytte til kritikerne. Medløbere er der mange af, men det kan ligeså godt være dem, der tør at sige deres mening, selvom de risikerer at blive mødt med skepsis og undren, der har fat i den lange ende. Sandheden kan være ilde hørt, men gør dig selv den tjeneste at stoppe op, så kritikken kan bundfælde sig, uanset om den kommer fra træneren eller en holdkammerat.

Netop holdkammeraterne er vigtige. De unge spillere, der formår at navigere hensigtsmæssigt i den seniorgruppe, de bliver en del af, får som oftest en uvurderlig hjælp af deres ældre medspillere. De får gode råd, de får de rigtige bolde at arbejde med, de får helt enkelt en større chance for at finde fodfæste på holdet.

Så kære talenter – have a little patience, og husk altid, at seniortræneren er på arbejde, og taber han for mange kampe, så mister han sit arbejde!

Vælg forbund

Luk