Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Bredde

Strategisk fokus i foreninger fortsætter

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
06. apr 2018Kl. 10:19

Under mottoet ”Spil din klub i form” sætter indsatsen Klub-Building direkte fokus på selve driften af håndboldklubberne. Indsatsen har allerede skabt positive resultater i rigtig mange foreninger og vil også gøre det i fremtiden med en ny version af Klub-Building.

Mere end 300 foreninger har fået set driften efter i sømmene og er blevet hjulpet til at blive attraktive for deres medlemmer og frivillige som en del af indsatsen Klub-Building under det nu afsluttede projekt Knæk Kurven. 

Fremover kan endnu flere foreninger få gratis hjælp til at sikre, at fundamentet – foreningens maskinrum og hjerte – er solidt og stærkt og drevet af en stor gruppe frivillige, når Klub-Building fortsætter som selvstændigt projekt.

Klub-Building i ny version
Efter at have høstet vigtige erfaringer gennem de sidste fire år, projektet Knæk Kurven har kørt, har DHF taget næste skridt og gjort Klub-Building til en etableret del af den daglige drift i håndboldforbundet.

”Nu introducerer vi Klub-Buildings nye model, der vil gøre processen endnu mere fleksibel. I det vi kalder Første Halvleg er der fortsat fokus på at hjælpe klubberne til at få styr på driften. I Anden Halvleg vil hver enkel klub få mulighed for at vælge én ud af i alt fem retninger, som de sammen med den lokale udviklingskonsulent har identificeret som særligt vigtig,” fortæller projektleder, Lars Brønserud, som håber, at den nye model vil få endnu flere klubber til at benytte sig af tilbuddet, der fortsat er gratis:

”Vi ser Klub-Building som afgørende, hvis vi fremadrettet skal blive ved med at modernisere håndboldsporten, og vi oplever, at foreningerne er opmærksomme på, at udvikling er vigtigt,” siger Lars Brønserud.

Resultaterne viser, at de klubber, som har været igennem et forløb med Klub-Building, har haft en gennemsnitstilvækst på fire medlemmer om året, mens de øvrige klubber i gennemsnit har tabt fire medlemmer. Samtidig er der kommet flere frivillige i klubberne.


Foto: Klub-Building foregår i samarbejde med en konsulent fra DHF, som sammen med klubben kigger driften efter i sømmene.

Flere frivillige i Låsby
En af de klubber, der har haft succes med Klub-Building er Låsby Boldklub. Gennem flere år oplevede klubben nedgang både i antallet af medlemmer og frivillige ledere i håndboldafdelingen. For at sikre håndboldafdelingens overlevelse indsatte klubben en ny bestyrelse, som indledte et samarbejde med Claus Rosenbom, udviklingskonsulent i Kreds 6 om at lade den nye bestyrelse gennemføre et Klub-Building-forløb.

”Klub-Building har haft kæmpe stor betydning for os, og samarbejdet med Claus har været utroligt frugtbart og har givet os et fundament at bygge klubbens fremtidige arbejde på. Efter blot to sæsoner var antallet af spillere tredoblet, så der i sæsonen 2016/17 var i alt 122 tilskudpligtige betalende medlemmer. Og for første gang i mange år er der nu rene pigehold i U-8, U-10, U-12 og U-14,” fortæller Michael Hertz, formand for Låsby Boldklub, og fortsætter:

”Vi har fået styr på økonomien, det er blevet mere attraktivt at være frivillig i håndboldafdelingen, og rekrutteringen af ledere og trænere er blevet lettere. Vi er lykkes med at skabe liv og mere socialt samvær i hallen og gøre klubben til et omdrejningspunkt i lokalsamfundet,” forklarer Michael Hertz.

Vil du blive klogere på Klub-Building, så tag et kig på projektets nye website eller kontakt din lokale udviklingskonsulent.

Fakta om Klub-Building

  • Klub-Building er et gratis tilbud til foreninger, som ønsker en stabil drift og udvikling af deres håndboldklub.
  • Klub-Building foregår i samarbejde med en konsulent fra DHF, som i samarbejde med klubben kigger driften efter i sømmene og hjælper klubben igennem en række moduler, afhængigt af hvor klubbens behov for udvikling er.
  • I alle moduler indgår nogle værktøjer, som hjælper klubben i det daglige arbejde.
  • Klub-Building består af to halvlege: Et grundmodul og en række tilvalgsmoduler. Grundmodulet er obligatorisk, og her får klubben hjælp til at sætte system i klubbens opgaver. I de valgfrie moduler sættes der fokus på et tema, hvor klubben gerne vil udvikle sig.

Vælg forbund

Luk