Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Foto: IHF/Anikó Kovács
Børn og unge

U20-damerne starter flot ud ved VM

Skrevet af Frederik G. Schmidt
05. jul 2018Kl. 20:04

De danske U20-damer spillede her til aften deres tredje kamp ved VM, hvor det blev til den tredje sejr på stribe for de rød/hvide, der derfor har fået en optimal start på verdensmesterskabet i Ungarn.

Resultaterne for Danmarks tre kampe ser således ud:
2/7 Danmark - Angola 25-20 (14-10)
4/7 Japan - Danmark 23-33 (7-19)
5/7 Danmark – Paraguay 37-23 (19-11)

Se de danske målscorere her

Danmark har seks point efter tre kampe ved VM. Det er status for Heine Eriksens tropper efter eftermiddagens sejr over Paraguay. Det efterlader ikke kun Danmark på en foreløbig delt førsteplads i Gruppe B, men det skaber også tilfredshed hos den danske landstræner:

”Vi har været verden rundt i vores tre første kampe. Vi har mødt hold fra Afrika, Asien og Sydamerika, hvilket har været meget inspirerende for spillerne, men så sandelig også for mig som træner. Her har vi ikke skulle forberede os på rundgange, men pludselig nogle helt andre spillestile. Det har tilføjet nogle anderledes impulser. Dertil har det også været kampe, hvor vores - ikke så sammenspillede - hold har fået gode arbejdsbetingelser i både angrebet og forsvaret. Resultatmæssigt kunne det selvfølgelig ikke være bedre,” fortæller Heine Eriksen

Skrap modstand i vente
Der venter dog stadig U20-landsholdet store udfordringer i gruppen.  På lørdag venter Rumænien, mens Holland venter i sidste gruppekamp på søndag.

”Fremadrettet har vi nu kniven for struben i resten af kampene ved dette VM. Der venter os nogle seriøse udfordringer mod Rumænien og Holland. De to hold har netop spillet mod hinanden i en kamp, der virkelig var meget fysisk betonet – og måske også mere end normalen. Rumænien har nogle store spillere, som uden tvivl matcher os på fysikken. Her skal vi turde at give nogle håndmadder tilbage. Holland har spillet fantastisk indtil videre. De er rykket op som store guldfavoritter sammen med trioen Ungarn, Rusland og Frankrig. Vi skal spille op til vores bedste i de kommende kampe, hvis vi skal have en chance for sejr,” siger landstræneren.

U20-damernes resterende VM-program for gruppespillet er som følger:
7/5 kl. 15.30 Rumænien-Danmark
8/7 kl. 20.00 Danmark-Holland

Du kan følge begge kampe via livestream her. 

Du kan altid få seneste nyt og opdateringer fra ungdomslandsholdene på deres Facebook-side.

Vælg forbund

Luk