Partnere
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!

Klavs Bruun: Vi kan ikke tage let på Tjekkiet

Inden denne landsholdssamling fik vi en snak med landstræner Klavs Bruun Jørgensen om fokuspunkter i optakten til de to kampe både for hans eget hold og i forhold til tjekkerne.

”Træningerne vi har op til kampene handler udelukkende om at tune holdet til de to opgør mod Tjekkiet. De er et hold, som vi på papiret er bedre end, men de har præsteret to gode slutrunder i træk, så det er bestemt ikke to opgaver, vi tager let på. Der bliver ikke meget tid til at træne nye ting, men vi regner med at give kontraspillet, som vi allerede trænede på inden VM, noget ekstra opmærksomhed. Hvis man ser på de tre medaljetagere fra den netop overståede VM-slutrunde, var de markant bedre til kontrafasen end de øvrige landshold,” indleder landstræneren, der har taget mange positive ting med fra december måneds slutrunde i Tyskland.

”Nu har jeg genset alle kampene fra VM, og der er rigtig meget, der fungerer rigtig godt. Selvfølgelig kan man altid gøre tingene bedre, men udgangspunktet er rigtig fint. Vi kommer forhåbentlig også til at få flere spillere med, der enten ikke var i VM-truppen eller manglede lidt på formen under slutrunden. Alene det burde løfte os,” fortsætter Klavs Bruun Jørgensen og peger på yderligere en ting, der kan løfte holdet en smule i den kommende tid:

”Der er ikke den store forskel i måden, vi arbejder på med Lars Jørgensen som assistent i forhold til Søren Herskind. Men det er klart, at det er en fordel, at Lars nu har været med til en slutrunde og har fået tingene lidt mere ind under neglene. Det betyder forhåbentlig, at han kan byde ind med endnu mere i de kommende landsholdssamlinger,” siger landstræneren om sin nye assistent.

Herfra drejer samtalen over på modstanderen fra Tjekkiet, som Danmark har mødt ni gange tidligere (ti gange med onsdagens udekamp i Plzen), og som Klavs Bruun Jørgensen har mødt en enkelt gang som landstræner. Det skete ved EM i Sverige for 15 måneder siden, hvor det blev til en sejr på fire mål: 33-29. Det blev en kamp, hvor Danmark blev udfordret i første halvleg og måtte gå til pause nede 13-17. Et uhyre stærk kvarter i 2. halvleg vendte dog hele affæren på hovedet, så de rød/hvide kunne tage sejren og dermed maksimumpoint med over i mellemrunden.

”Tjekkiet er et glimrende hold, hvilket vi også så i 1. halvleg, da vi mødte dem ved EM. Det er dog stadig et mandskab, jeg mener, vi er bedre end. Derfor går vi også efter fire point over de to kampe vi har mod dem under denne landsholdssamling. Lykkes vi med det, er vi meget tæt på målet om at kvalificere os til EM som nr. 1 i vores gruppe,” siger Klavs Bruun Jørgensen, inden han fortæller mere detaljeret om tjekkernes styrker og hvor Danmark kan sætte ind for at trække sig sejrrigt ud af dobbeltopgøret.

”Tjekkiet stiller med en blanding af mellemdistance- og gennembrudsspillere. Det er svært at sige noget præcist om den måde, de spiller på, da det er en samling meget forskellige spillertyper. Generelt kan man dog sige, at det er et meget fint hold, der spiller klogt og ikke slår større brød op end de kan bage,” forklarer landstræneren, mens han sætter navn på nogle af de spillere, som forventes at være toneangivende i de to opgør mod Danmark.

”Iveta Luzumová er selvfølgelig en spiller, vi skal holde øje med. Hun spillede et flot VM her i december og er topscorer i kvindernes Champions League. Foruden Luzumová på playmakerpositionen er det de to backs, Hrbková og Jeřábková, der er de markante spillere for Tjekkiet. Får vi styr på de tre, så er vi nået et godt stykke af vejen mod sejr,” slutter landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

 

TILBAGE TIL OVERSIGT

Vælg forbund

Luk